Hop til indhold

Raceportræt: Meget mere end en Disney-hund

Alle hundeelskere kan genkende en dalmatiner på lang afstand. Den er helt unik på grund af sin smukke hvide pels med sorte eller brune pletter. De fleste kan nok huske Disney-filmen "101 dalmatinere", hvor racen fik sit store, folkelige gennembrud på godt og ondt. Heldigvis har en stor indsats fra seriøse avlere dog sikret, at racen har fået sit gode ry tilbage som en dejlig og alsidig familiehund.

DalmatinerFoto: Per Arnesen

Historien bag racen
Der er ingen, som med sikkerhed ved, hvor den plettede race stammer fra. Et sandsynligt bud er, at romerne tog racen med sig, da de udvandrede fra Nordindien helt tilbage i 1200-tallet, men racen er formentlig meget ældre.

DalmatinerFoto: Per Arnesen

Temperament
Dalmatinerens vigtigste opgave i vores tid er at være familiehund. Den elsker, når hele familien er samlet, og den deler gerne ud af sin kærlighed til alle. Familien kan godt omfatte andre husdyr, som for eksempel husets kat.

Generelt er racen glad for fremmede mennesker. Men hos nogle af hundene fornægter fortiden som vogtende hund sig ikke. Den kan sommetider virke reserveret eller afvisende overfor gæster, indtil den har lært folk at kende. Og hvis ejeren er udsat for en trussel, er det meget sandsynligt, at hunden vil forsvare sin herre.

En aktiv hund
Dalmatineren er rolig indenfor og meget aktiv udenfor. Racen er selvstændig, nysgerrig og elsker at lære nyt. Som køber af en dalmatiner skal du være et aktivt menneske eller en familie, der dagligt har lyst til at bruge en del tid på hunden. Den alsidige hund kan anvendes til både spor, agility, lydighed, dogdancing osv.

Vær opmærksom på mødet med fremmede hunde. Det er meget almindeligt, at voksne hanhunde har svært ved at omgås andre fremmede hanhunde uden at starte konflikter. Tæver kan have problemer med fremmede tæver, men det er slet ikke så udpræget som de konflikter, der kan opstå mellem hanhundene.

Dalmatineren er til dig, som...

  • gerne vil være sammen med din hund hele tiden - også når du graver have, vasker tøj og laver mad
  • kan lide at give din hund aktive udfordringer
  • ikke orker daglig pelspleje


Vi med Hund nr. 6, 2007

Dalmatineren er IKKE til dig, som...

  • har brug for, at hunden passer sig selv dagen lang
  • ikke gider gå lange ture og aktivere hunden dagligt
  • der lever et stresset liv, hvor der ikke er plads til samvær med hunden
  • går i sort tøj og er bange for hundehår



Annonce:
Annonce:

Se også