Raceportræt: Gravhund

28-03-07: 20:39 | opd. 04-05-08: 14:37 | af: Anne Egede

Gravhunden er hunderacen, som alle kender. Og gravhunden, som i mange år har været en fast bestanddel i det danske kongehus, færdes lige hjemmevant på de bonede gulve som i en mudret skovbund - og det er nok en af grundene til denne herlige races store succes og udbredelse.

Foto: Istock

Charmerende og stor personlighed er to ting, som nævnes igen og igen, når talen falder på gravhunde. Meget tid skal man da heller ikke have tilbragt med gravhunde, før man er klar over, at der er noget om snakken. Det er bestemt ikke uden grund, at gravhundene har fundet vej til hjertet hos så mange mennesker, at disse hunde er blevet en af de mest populære racer overhovedet.

Først og fremmest er gravhunden en fuldblods jagthund, og det er formodentlig hemmeligheden bag racens succes. En jagthund skal nemlig være selvstændig, have mod, selvtillid og evne til at tænke og handle hurtigt, så alle disse egenskaber har gennem et par hundrede år dannet basis for avlen af gravhunde. Læg dertil hundens handy størrelse og kække udseende, så har man en succes inden for hundeverdenen.

Også er det for øvrigt helt forkert bare at tale om "gravhunde", eftersom der i virkeligheden er ikke mindre end ni forskellige gravhunderacer. Gravhundene findes nemlig i tre pelsvarianter, der er korthårede, ruhårede og langhårede gravhunde, og for hver pelstype er der tre størrelser; miniature, dværg og standard.

Bagom gravhunden
Om gravhunden oprindeligt har været resultatet af målrettet avlsarbejde er nok tvivlsomt. Gravhundens korte ben er sandsynligvis opstået tilfældigt som en såkaldt mutation, og nogle fremsynede jægere har så forstået at avle på de lavbenede hunde, og derved er gravhundene efterhånden fremkommet.

Den ældste af gravhunderacerne er den korthårede standardgravhund, der blev skabt så tidligt som i 1700-tallets Tyskland. På tysk hedder gravhunden Dachshund. Det tyske "Dachs" betyder grævling, og gravhundens oprindelige formål var netop at jage grævlinger ud af deres grave, så jægere kunne komme på skudhold. Ret hurtigt opdagede man, at den lavbenede hund også var god til at gå i rævegrave og kaninhuller - dermed var der basis for at fremavle nogle mindre gravhunde, og på den måde fremkom miniature- og dværggravhunde. Om gravhundene tilhører den ene eller den anden størrelsesvariant afgøres i øvrigt ikke af hundens højde, men af den enkelte hunds brystmål. Gravhunde, der måler under 30 cm om brystet er miniature, gravhunde hvis brystmål ligger mellem 30 og 35 cm er klassificeret som dværg, og gravhunde med brystmål over 35 cm regnes for standardstørrelse.

Redaktionshunden Lille hund Gorm. En ruhåret dværggravhund
Foto: Privat

Ret hurtigt efter den korthårede gravhunds tilblivelse som race krydsede man spaniels ind og fik på denne måde fremavlet den langhårede gravhund. Den ruhårede gravhund er fremkommet noget senere end to andre pelsvarianter, og her er det bl.a. den lille, lavbenede Dandie Dinmont Terrier, som har været inde over gravhundeavlen. Pelsplejen hos de tre typer af gravhunde er selvklart ret forskellig. Den korthårede gravhund kræver ikke meget opmærksomhed omkring sin pels, den ruhårede gravhund skal trimmes jævnligt, mens langhårede skal friseres et par gange om ugen og her ud over også klippes og småtrimmes ind i mellem.

En passioneret jæger
Om end den ruhårede gravhund er den yngste af de tre pelsvarianter, så er det i dag den type gravhund, som er den mest populære - både som familiehund og på jagt. Fælles for alle gravhunde er, at det er hunde, som man skal arbejde med. Gravhunde elsker at være med i familiens liv - og helst midtpunkt i det. En gravhund deler meget gerne såvel frokost som seng med sin ejer - og de fleste gravhunde foretrækker at sove under dynen. Samtidig kræver gravhunden dog også at få lov til at bruge sine fantastiske jagtinstinkter. Sker det ikke, er det ikke usædvanligt, at gravhunden selv finder sine udfordringer, som kan være alt fra jagt på kvarterets joggere, naboens kat eller at udgrave hele rosenbedet og måske også en god del af køkkenhaven. Aktiviteter, som i øvrigt gerne udføres under udstødelsen af mange og højlydte bjæf, for gravhundene hører til blandt nogle af de mest gøende racer. Gravhundenes hang til højlydt at gøre opmærksom på deres eksistens skal i øvrigt også findes i racens jagtlige baggrund. Gravhundene bruges nemlig også i vid udstrækning til på jagter at drive med klovbærende vildt - og der er det et krav, at hunden hele tiden gør, så jægeren ved, hvor den befinder sig.

Samliv med en gravhund er således at lukke en passioneret jæger ind i sit hjem. Forstår man imidlertid at give sin gravhund et indholdsrigt liv med de udfordringer, den lille jæger skal have for at være lykkelig og tilfreds, ja, så får man ingen sjovere, kækkere, modigere og mere underholdende og trofast hund end gravhunden - og så er det helt ligegyldigt, hvilken af de ni gravhunderacer man vælger.

Vi med Hund nr. 8, 2006