Raceportræt: Cocker spaniel

28-03-07: 20:28 | opd. 29-11-07: 13:53 | af: Anette Hvidkjær

Cocker spaniels forbindes ofte med Walt Disney's rørende tegnefilm "Lady og Vagabonden". De store mørkebrune øjne, de lange, bløde ører og den konstant logrende hale får mange til at falde for racen. Men tag ikke fejl. En cocker spaniel er bestemt ikke avlet for at ligge og se yndig ud på en fløjlspude. Den kræver masser af aktivitet, masser af motion - og ææææælsker at komme på jagt!

Foto: Vi med Hund

I lighed med alle andre spaniels tilhører cockeren gruppen af stødende og apporterende fuglehunde. De fleste spanielracer har samme oprindelse og dermed samme temperament og arbejdsområder. Racen stammer oprindeligt fra Wales og de sydvestlige dele af England og blev delt op i to grupper: 'Starters', som skulle jage vildtet op, og 'Cockers', som blev brugt til at lette og apportere skovsnepper, efter de var blevet skudt. På engelsk hedder en skovsneppe en Woodcock - deraf navnet 'cocker'.

Cockeren har en veludviklet lugtesans og er særligt interesseret i fugle og småvildt. Der skal derfor arbejdes med en cocker, lige fra den er hvalp, så den lærer at gå løs. Den arbejder ved at søge efter vildt i zig-zag-bevægelser ca. 30 meter fra jægeren, og når hunden har fundet vildtet, skal den holde sig i ro, indtil fuglen er skudt.

En normal cockerspaniel er ca. 38 til 41 cm høj. Den har en stærk, kompakt krop med dråbeformede ører dækket af lang, lige pels. Kroppens pels er glat og silkeagtig med såkaldte faner på forben og bagben. Den findes i mange farver fra rød, sort og brun til forskellige kombinationer af to eller tre farver.

Temperament og motion
Cockeren gør faktisk ikke særligt meget, men kan finde på at 'snakke' en del, hvis den vil have opmærksomhed. Den er en meget samarbejdsvillig hund, der som regel er glad for andre mennesker og hunde. Når der skal leges, kan den bedst lide at lege med venner på dens egen størrelse. Lige som ingen mennesker er ens, er heller ikke alle cockere ens. Nogle kan være dominerende, mens andre kan være meget reserverede - på grænsen til det frygtsomme - i kontakten til fremmede mennesker. Fx har nogle avlere oplevet, at især den røde cocker kan vise aggressiv adfærd. Hvorfor ved man ikke, men noget kan tyde på, at det skyldes for dårlig udvælgelse af avlsdyr og uvidenhed om arvelighed i den psykiske adfærd.

Heldigvis er de fleste cocker spaniels nogle dejlige hunde, som er gode familiemedlemmer og hengivne venner. Den er energisk, har stor livsglæde og arbejder gerne sammen med sin ejer. Den kræver en del motion hver dag, men fordi den er livlig og aktiv, kan den også være let at stresse, hvis den aktiveres forkert eller for lidt. Derfor er det vigtigt at give den mange opgaver, hvor den skal bruge hovedet. Daglige søgeopgaver som spor, madsøg og feltsøg efter genstande hører til yndlingsbeskæftigelserne. Men husk, at al træning med en cocker bør foregå roligt og afdæmpet uden for høje råb og pludselige bevægelser.

Den skal plejes
Er du den lykkelige ejer af en cocker spaniel, bør du sørge for grundig pleje af hundens pels, tænder, negle, øjne og ører. Allerede når den er lille hvalp, skal den vænnes til at blive håndteret og efterset og få trimmet pelsen. En cocker er en trimmerace, som skal have de døde hår plukket ud af pelsen. Ellers bliver den filtret og fuld af store knuder. Den skal også jævnligt have klippet pelsen bl.a. under trædepuderne og på poternes sider. Samtidig er det nødvendigt, at hunden får klippet hårene ved øreåbningen og får tyndet håret ud på selve øreflappen. Nogle ejere kan godt finde ud af pelsplejen, men for hundens skyld er det mest hensigtsmæssigt for de fleste cockerejere at gå til en professionel hundefrisør med jævne mellemrum.

Vi med Hund nr. 3 / 2006