22-04-09: 09:14 | af: Irene Jarnved
Hvalpepeioden er en fantastisk tid, hvor du skal huske at lade hvalpen være hvalp og selv at nyde perioden! For lige pludselig er den lille "baby" blevet en voksen hund, og så er den sjove og vilde hvalpetid forbi. Og så skal du kunne kigge tilbage på nogle hyggelige måneder - og ikke en på en tid, der var fyldt med frustrationer og konflikter.
Nogle ting i hvalpens opvækst er vigtige at fokusere på og træne målrettet. Andre ting er hvalpe-unoder, som du kan lade hvalpen hygge sig med i de par måneder, det står på, uden at du behøver at blive nervøs over, om unoden udvikler sig til et problem.
Eksempler på den vigtige træning og tilvænning:
* Renlighedstræning
* Alene hjemme - træning.
* Tilvænning til fremmede hunde.
* Tilvænning til alle mulige lyde
* Træning i at være afslappet med at køre i bil.
"Hvalpepjat", der stopper af sig selv med alderen:
* Hopper og springer rundt og bider i snoren på gåturen.
* Vil bide i håndklædet, når den får tørret poter efter gåturen.
* Bider og trækker i strømperne, mens ejeren prøver at tage dem på.
Læs mere om, hvilke krav du kan stille til hvalpen i artiklen: 'Stil ikke for store krav til hvalpen' og om, hvordan du er en god leder i artiklen: 'Hvordan er jeg en god leder?'.
Foto: Laila Pedersen